Udkanten - Udgave #2

Når man taler med min svigerfar så er det sådan, at så snart man har gjort noget to gange er det en vane. Så nu er det officielt en vane at udgive “Udkanten” hver fredag kl. 14!

Denne gang med lidt om teknologi der måske lover for meget, nærhed (igen) over Zoom, noget om forfængelighed og et hængeparti som virkelig har tynget mig.

Jeg har været Fitbit-bruger mere eller mindre siden den første Fitbit. Den som man for det meste bare havde i lommen og som var en glorified skridttæller. For et års tiden siden købte jeg et Fitbit Versa på tilbud i forbindelse med DataSnak 67, hvor vi talte om søvntracking. Og det blev jeg virkelig glad for, bortset fra 2 ting:

Så her under “Den anden nedlukning” (smag lige på hvor apokalyptisk det lyder) valgte jeg at investere og efter lidt research valgte jeg at købe et Fitbit Sense. Jeg ville gå efter topmodellen, selvom det på mange måder er magen til det billigere Versa 3. Men jeg tænkte, at det med at kunne tage EKG på uret var meget fikst.

Jeg får uret, installerer det og alt fungerer fint. Det de kalder en “haptic button” er ikke nogen knap, men nærmere en fordybning der kan vibrere. Men hvad fuck - det er ok med mig. Tingene virker. Displayet lyser og uret ser pænt ud.

Så efter at have konstateret at alt det grundlæggende er der to ting jeg har glædet mig til at prøve. Nemlig at uret, som nævnt, kan tage EKG - og at jeg ville kunne bruge min Google Assistant på det (jeg kunne skrive et helt ugebrev om min brug af den stemmeassistent).

Jeg kan ikke finde EKG. Jeg leder. Jeg er igennem menuer. Jeg swiper til højre, venstre, op og ned. NOTHING! Det står på pakken som en feature. Så jeg går til internettet … og der finder jeg det:

Så det viser sig altså at den feature kun virker i 22 lande. Vi andre må åbenbart ikke måle vores EKG på vores ur. Er mit hjerte anderledes end en svenskers? For det virker i Sverige. Det virker i Tyskland. Men det virker ikke i Danmark.

OK tænker jeg så. Det må jeg leve med. I det mindste kan jeg få indstillet min Google Assistant så jeg ikke skal tage min telefon op for at bruge den. Det er smart. Men jeg kan ikke finde det. Jeg leder. Jeg swiper. (Tror godt du kan regne ud hvor det her leder hen). Så leder jeg på nettet.

Men gæt hvor den virker? Jeps. Sverige.

Jeg er stadig glad for mit ur, men jeg er fandme træt af techfirmaer der lige glemmer at oplyse, at de features de lover ikke virker hos dig. Fordi årsager. Eller at de kommer i næste firmware. Eller opdatering.

Eller også må jeg jo bare flytte til Sverige.

Sidste uge skrev jeg om nærhed over fjernundervisning. I denne uge har jeg haft eksamen på Zoom. Det har jeg haft mange gange efterhånden, og for de studerende er det altid en blandet fornøjelse. Nogen er tydeligvis fuldstændig trygge i settingen, og nok nærmest lettede over ikke at skulle sidde ved det grønne bord i Odense. Andre hader det helt åbenlyst.

Men det interessante er forholdet til censor. Som underviser er relationen til den eksterne censor ekstremt interessant. Hver femte uge kommer der et vildt fremmed menneske ind af døren - eller dukker op på Zoom - og så skal vi arbejde sammen i kortere eller længere tid. Jeg har haft eksamener som løb over 2 dage med 26 studerende. Det er længe at være sammen med et andet menneske. Især når man faktisk kun ser hinanden på en skærm.

Det interessante er … at det fungerer! At der er en øjeblikkelig professionel fortrolighed - og 19 ud af 20 gange en nærmest venskabelig stemning. Vi ved hvorfor vi er her, vi kender tidsrammen og vi kender til rollerne. Og så kører det. Jeg har mødt ekstremt mange virkelig spændende mennesker som censorer - faktisk er de her eksamener den bedste udbygning af mit netværk jeg har oplevet. Fordi man lærer faktisk hinanden at kende. Selv over Zoom.

Jeg er kommet frem til, at det handler om anslaget. Om følelsen af forpligtelse, som gør at vi bøjer os mod hinanden - vi ved vi skal være sammen i 16 timer. Vi ved vi har sammenfaldende interesser (ellers ville vi jo ikke undervise i det samme). Vi ved at det kræver åbenhed når vi skal diskutere og give feedback.

Så nærhed kan sagtens findes over digitale netværk. Hvis bare vi er åbne og alle parter ønsker at få det til at fungere. Det er min erfaring.

Ugen bød også på en online-workshop, hvor jeg skulle undervise en gruppe i retouchering af portrætter. Jeg havde forberedt det nogle dage, fundet billeder jeg kunne bruge som eksempler og var egentlig klar. Men om morgenen (workshop var kl. 10) fik jeg kolde fødder. Jeg hadede lidt tanken om at skulle sidde med et billede af et andet menneske og fremhæve vedkommendes grimme hud, hår i ørerne eller linjer i ansigtet. Så jeg besluttede mig for at sætte et par lamper op og tage en serie selvportrætter. Som sagt - så gjort.

Webinaret starter, jeg fyrer op under Photoshop og begynder. Jeg havde med vilje ikke forberedt mig for meget, så det virkede ægte når jeg fortalte hvad jeg ville ændre ved mit billede. Men jeg var ikke helt forberedt på, hvor overvældende det egentlig er at zoome ind i 250% for at vise 15 mennesker mine hår i ørerne, bumser på næsen og kopar i panden. Det er nok en af de mest nøgne oplevelser jeg har haft længe.

Men hey - resultatet blev godt. Og jeg tror kursisterne kunne mærke at der var noget på spil. En nerve.

Først en opfølgning fra sidst. Jeg forsøger mig med Reddit som lovet. Jeg arbejder virkelig på det. Men nøøøj det er svært at finde ud af hvad man skal følge. På et eller andet tidspunkt lykkes det - men jeg er ikke i mål med at få det til at blive internettets forside, som det ellers bliver omtalt som.

Denne uge er hængepartiet ret meget til at tage og føle på. Det handler om mine personlige podcasts (ja - flertal). Jeg har adskillige feeds, som igennem det sidste år har fået lov til at visne. Der er ikke en uge, hvor jeg ikke føler at NU skal jeg gøre noget ved det. Og det nu er NU.

Så ugens hængeparti er at få genoplivet minimum en af de podcasts. For jeg savner at lave dem. Og håber på, at der faktisk også er nogen der har lyst til at lytte. Den første jeg genopliver er den som bare hedder “Adam Bindslev”. Så start et abonnement, hvis du vil supplere læsningen med at lytte til mig …