Sidste uge skrev jeg om nærhed over fjernundervisning. I denne uge har jeg haft eksamen på Zoom. Det har jeg haft mange gange efterhånden, og for de studerende er det altid en blandet fornøjelse. Nogen er tydeligvis fuldstændig trygge i settingen, og nok nærmest lettede over ikke at skulle sidde ved det grønne bord i Odense. Andre hader det helt åbenlyst.
Men det interessante er forholdet til censor. Som underviser er relationen til den eksterne censor ekstremt interessant. Hver femte uge kommer der et vildt fremmed menneske ind af døren - eller dukker op på Zoom - og så skal vi arbejde sammen i kortere eller længere tid. Jeg har haft eksamener som løb over 2 dage med 26 studerende. Det er længe at være sammen med et andet menneske. Især når man faktisk kun ser hinanden på en skærm.
Det interessante er … at det fungerer! At der er en øjeblikkelig professionel fortrolighed - og 19 ud af 20 gange en nærmest venskabelig stemning. Vi ved hvorfor vi er her, vi kender tidsrammen og vi kender til rollerne. Og så kører det. Jeg har mødt ekstremt mange virkelig spændende mennesker som censorer - faktisk er de her eksamener den bedste udbygning af mit netværk jeg har oplevet. Fordi man lærer faktisk hinanden at kende. Selv over Zoom.
Jeg er kommet frem til, at det handler om anslaget. Om følelsen af forpligtelse, som gør at vi bøjer os mod hinanden - vi ved vi skal være sammen i 16 timer. Vi ved vi har sammenfaldende interesser (ellers ville vi jo ikke undervise i det samme). Vi ved at det kræver åbenhed når vi skal diskutere og give feedback.
Så nærhed kan sagtens findes over digitale netværk. Hvis bare vi er åbne og alle parter ønsker at få det til at fungere. Det er min erfaring.