I filmen “Garry Winogrand - all things are photographable” er der et citat:
You become a photographer “despite” - not “because”
Prøv at erstattte “photographer” med en hvilken som helst anden kreative ambition du har. Forfatter, kunstner, guitarist, balletdanser. Når vi vælger at gøre noget grundlæggende unyttigt, hvorfor gør vi det? Fordi vi ikke kan lade være.
Det nemmeste i verden for mig ville være at droppe fotografiet. Sælge mine kameraer. Bruge min energi på noget andet.
Men det kan jeg ikke - ganske enkelt. Til gengæld har jeg 1000 undskyldninger for ikke at fotografere lige nu. For at vente til vejret er bedre. Til jeg kan rejse. Til omstændighederne er der.
Men nu brugte jeg lidt af min vinterferie på filmen om Garry Winogrand. Winogrand var en sværvægter i fotografiet i 60erne og 70erene. Måske sin generations største fotograf. Og der var en ting der karakteriserede ham mere end noget andet …
Han fotograferede. Hele tiden. Alting.
Winogrand blev 56 år. Hvis vi tænker, at han startede med at fotografere som 16 årig spænder hans karriere sig over 40 år. Det er 14600 dage. Så det betyder at han altså tog 68 billeder i gennemsnit hver eneste dag i sit liv.
Er de allesammen gode? Nej. Winogrands geni lå i hans redaktion. Han viste os de bedste. Men det startede med, at han tog kameraet og gik ud i sin verden.
Så jeg gjorde det samme. Tog mit kamera. Gik derud. Fotograferede, sorterede. For at bryde ud af undskyldningerne og begynde at se fotografisk igen.
Det kom der denne lille samling af fotos ud af - med en titel inspireret af endnu et Winogrand citat: “Photos have no narrative content. They only describe light on surface.”