I “Udkanten” #4 handler det om sociale medier (især Twitter), Nick Cave (og hans blog) og endnu et hængeparti (og et som er krydset af).

I denne uge, den 23/2, havde jeg Twitterjubilæum. Det var den dag 13 år siden jeg ankom på Twitter. I internet-tid er det nærmest uendeligt længe.

Jeg aner ikke, hvor længe jeg har været på Facebook, LinkedIn, Pinterest eller Instagram. Men det interesserer mig heller ikke. Af en eller anden grund er det noget andet med Twitter. Hvorfor?

På Twitter har jeg, mere end noget andet sted på nettet i 2021, følelsen af “community”. Af at folk er på Twitter for at indgå i dialoger, diskutere, dele og interessere sig for hinanden. Ja der er også trolls, spam og en masse møg - men der er også en ægte menneske-til-menneske kontakt.

Jeg har ikke fået nye venner på Facebook. Jeg har aldrig fundet et job på LinkedIn. Men jeg har fundet både venner og jobs på Twitter. Det er Twitters skyld, at jeg lærte @jeppeengell at kende - og det har ført til både samarbejde, venskab og endda til det her ugebrev.

Det er Twitter som fulgte mig da min mor blev syg og min mor døde. Der kunne jeg finde en ventil for mine frustrationer. Det er Twitter som jeg går til når jeg skal have et forslag til god musik, en løsning på et teknisk problem eller en god restaurant i Athen.

Er det som for 13 år siden? Nej. Vi var meget færre dengang, og det var et tættere fællesskab af nørder som havde kastet sig over denne her sære nye platform. Men et eller andet sted er ånden der stadig. Følelsen af at have internetvenner. Som nogen gange bliver til rigtige venner.

Måske forklares det bedst med en sang fra 2008 - nemlig Amanda French Internet-hymne “All my internet friends”.

Og som en krølle på historien blev det i denne uge også annonceret, at Twitter kommer med nye features - herunder muligheden for at have betalende abonnenter til særligt eksklusivt indhold, og oprettelsen af en eller anden form for “grupper” i stil med Facebook-grupperne. Det er alt sammen ret sketchy indtil videre, men kunne måske vise en vej fremad for Twitter - hvor de for alvor omfavner den sammenhængskraft som de, nærmest på trods, har været så gode til at skabe.

I denne uge kom Nick Cave med en ny plade lavet sammen med hans faste samarbejdspartner Warren Ellis. Den hedder “Carnage”. Tidligere har de lavet en del soundtracks (som er fremragende), men det her er deres første samarbejdsplade som “bare” er det - en plade. Jeg har hørt den sådan ca. non-stop siden den kom - og den er fremragende.

Men det er sådan set ikke derfor jeg nævner Nick Cave. Det handler faktisk, igen, lidt om sociale medier. For Nick Cave er ikke aktiv på sociale medier. Der er nogle konti der promoverer musik og koncerter, men ingen personlige.

I 2018 startede Nick Cave sin blog - The Red Hand Files. Han havde mistet sin søn, og trukket sig tilbage fra interviews. Men havde et behov for at kommunikere. For at finde det der fællesskab (det begynder at være en rød tråd i det her ugebrev). Og han fandt det ved at starte sin blog (som forresten også er et nyhedsbrev).

Ideen er ekstrem simpel. Fans kan stille spørgsmål, Nick Cave udvælger med jævne mellemrum et af dem og svarer. Vi andre kan læse svaret. Det kan være tungt eller let, fjollet eller alvorligt. Men det er aldrig kedeligt.

Som beskrivelsen er:

Prøv at læse det allerførste indlæg i bloggen ved at klikke herunder:

Der er noget at lære. Noget om at tage kontrollen over kommunikationen så det ikke er algoritmer og formkrav der stopper os. At indgå i meningsfyldte nærværende dialoger - selvom vi ikke kender hinanden og ikke mødes. At finde sin form.

Jeg kan simpelthen ikke finde et bedre eksempel på det end “The Red Hand Files”.

Sidste uges hængeparti var at få afsluttet sæson 1 af podcasten “Fotografikurser.dk”. Og det lykkedes! Episode 8 handler om at få samlet det tekniske, det kompositoriske, det kunstneriske og blive billedskaber. Intet mindre. Du finder podcasten ved at søge på “Fotografikurser.dk” i din podcast-app … eller du kan bare klikke herunder for at høre den sidste episode.

Og denne uges hængeparti bliver endnu en podcast. Den sidste i min buket af personlige podcasts der trænger til at blive genoplivet. Den hedder “Fotografiske Signaler” og har levet en sært omskiftelig tilværelse. Men jeg har nu besluttet mig for at genoplive den - og tage ved lære af Nick Cave.

Jeg vil nemlig gøre det til en brevkasse.

Så hvis du har et spørgsmål om fotografi - så send det til mig på adambindslev@gmail.com ….

God weekend - husk at nyde foråret

Adam