I denne uge, den 23/2, havde jeg Twitterjubilæum. Det var den dag 13 år siden jeg ankom på Twitter. I internet-tid er det nærmest uendeligt længe.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg har været på Facebook, LinkedIn, Pinterest eller Instagram. Men det interesserer mig heller ikke. Af en eller anden grund er det noget andet med Twitter. Hvorfor?
Community
På Twitter har jeg, mere end noget andet sted på nettet i 2021, følelsen af “community”. Af at folk er på Twitter for at indgå i dialoger, diskutere, dele og interessere sig for hinanden. Ja der er også trolls, spam og en masse møg - men der er også en ægte menneske-til-menneske kontakt.
Jeg har ikke fået nye venner på Facebook. Jeg har aldrig fundet et job på LinkedIn. Men jeg har fundet både venner og jobs på Twitter. Det er Twitters skyld, at jeg lærte @jeppeengell at kende - og det har ført til både samarbejde, venskab og endda til det her ugebrev.
Det er Twitter som fulgte mig da min mor blev syg og min mor døde. Der kunne jeg finde en ventil for mine frustrationer. Det er Twitter som jeg går til når jeg skal have et forslag til god musik, en løsning på et teknisk problem eller en god restaurant i Athen.
Er det som for 13 år siden? Nej. Vi var meget færre dengang, og det var et tættere fællesskab af nørder som havde kastet sig over denne her sære nye platform. Men et eller andet sted er ånden der stadig. Følelsen af at have internetvenner. Som nogen gange bliver til rigtige venner.