Her til morgen kom den nye aftale om genoplukning af samfundet på plads - og den sætter tanker i gang. Som hos mange andre er følelsen af isolation ved at nå et mætningspunkt hos mig. Det overrasker mig - jeg har arbejdet remote i årevis og gået og advokeret for mere fjernledelse, videomøder, fjernundervisning und alles. Men selv jeg må indse, at man kan få for meget. Eller for lidt.
Jeg har brugt tid på at spekulere over, hvad det er jeg savner. Jeg savner ikke storcentre (overhovedet). Jeg savner ikke engang for alvor at rejse. Jeg har ikke noget behov for at gå i butikker. Men jeg savner … ydre liv.
Jeg opdager, at jeg griber tilbage til Den Unge Werthers Lidelser (Goethe 1774), hvor der bliver sat ord på dette savn. Vi er i starten af anden bog. I sin isolation og længsel er filmen helt ærligt ved at knække for Werther. Men så får han en mulighed for at tage til Weimar - og finder her et nyt håb. Prøv at læse citatet herunder med nedlukning, hjemmearbejde og frivillig isolation i baghovedet.
Taalmodighed! Taalmodighed! Det skal nok blive bedre. Thi jeg siger dig, kære ven, at du har ret. Efter jeg nu er tvunget til at blande mig med folk hver dag og ser, hvad de laver og hvordan de gør det, har jeg det meget bedre med mig selv. Sikkert fordi vi nu engang er skabt saadan, at vi sammenligner alting med os selv og os selv med alting, saa afhænger lykke og ulykke af de objekter, vi jævnfører os med, og da er intet farligere end ensomheden. Vor fantasi, som i følge sin natur er tvunget til at fremhæve sig selv og faar næring af digtekunstens fantastiske billeder, skaber en række væsener, hvor vi selv står lavest, og alt udenfor os synes langt herligere, ethvert menneske langt mere fuldkomment. Og det gaar meget naturligt til. Vi føler saa ofte, hvor meget vi mangler, og netop hvad vi mangler, mener vi tit at en anden ejer, og ham giver vi da ogsaa alt det i tilgift som vi selv har, plus en vis ideel veltilfredshed. Og saa er den lykkelige fiks og færdig, skabt af os selv.
Når vi derimod, om nok saa svagt og møjsommeligt, bare arbejder os videre frem, opdager vi temmelig tit, at vi med vores driven med strømmen og krydsen hid og did bringer det videre end andre med deres sejl og aarer - og - det er dog en sand følelse af eget værd, naar man er andres ligemand og endog distancerer dem.
Isolationen fratager os de indtryk, som skal fodre vores kreativitet og give os en målestok. Hvad end vi skaber. Vi ender i et stort imposter syndrome til sidst, fordi vi ikke har noget perspektiv. Det eneste vi har er den redigerede digitale virkelighed, og det er, med Werthers ord, ikke godt at jævnføre os med. Selv hvis vi er vokset ud af ungdommens letpåvirkelige tilstand.
Men nu kan vi komme ud og krydse hid og did igen!
Tweet
Del